Prædiken

Kan I mærke det? Vi er lige ved og næsten, ja eller også er vi midt i det. Det med julen, der som en ældre Herre rømmer sig i sin lænestol, og sagte sætter stemningen i svingning. Opbygget af gran og kugler, brunt og brændt og gavebånd, der snor sig. Kan I mærke det? Den gamle julestemning? Ellers hjælper læsningen her måske, så derfor vil jeg bede jer rejse jer og høre evangeliet, som Lukas skrev det:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, han er Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Prædiken

Måske kan du – altså mærke at det er ganske nær. Måske kan du slet ikke – kunne det så være fordi du ikke er nærværende.  Julestemningen kan ikke rigtig komme til midt i larmen. Nærvær er at være fokuseret tilstede.

Telefonen ringer – det var selvfølgelig meget sjovt – hvis ikke det var fordi det var dødsens alvorligt. Vi brænder med vores adfærd nærværet af. For nylig sad jeg i en hospitalskorridor. Det gør præster tit. Jeg sad der, på en kræftafdeling og ind kom et ungt par; en Maria og hendes Josef. Jeg vidste hvorfor de var der. De vidste at jeg vidste hvorfor de var der, selvom jeg ikke skulle være der for dem, men for en anden. Hun knugede en kleenex. Han holdt om hende. Men ventetiden til det blev hendes tur blev for lang - for ham, hendes ventetid må have varet langt længere - og frem røg mobilen. Han loopede ind i sit eget univers, smågrinende af YouTube og statusopdateringer, mens hun sad på kanten af fortvivlelse ved siden af ham. Med ét var de verdener fra hinanden – og kunne ikke nå hinanden. Ligeså tæt deres stole stod, der i ventesalen, ligeså adskilte var de i deres verdener. Den erfaring behøver man ikke have været på en kræftafdeling for at kende. Det sker hver dag. Det er som om der ikke altid er berøring mellem vores verdener – og det er også hvad Julens budskab kredser om. At himmel og jord var milevidt fra hinanden, men julenat åbnede himlen sig og som sandet i et timeglas sev noget himmelsk os i møde her i hverdagens jordiske rum. Pludselig er der mulighed for sammensmeltning, for nærvær. Noget af det, som vi råber sådan efter i vores tid og liv. I vore dage kan vi ikke forlange meget af hinanden, ret og pligt er ord vi ikke helt har fået på plads på ny, men vi kan godt forlange det minimum af nærvær, som det kræver at være opmærksomhed på hinanden. Det er hvad mobilerne og de smarte telefoner egentlig kan bruges til – på den gode side til at skabe forbindelse, enhver sms er en fremstrakt hånd, og på den ligeså gode side til at afsløre os når vi går fra nærvær til fravær, når det bliver vores egen lille mobile verden og status på de sociale platforme, som vi er nær, og ikke de mennesker som sidder i samme stue, samme ventesal, samme liv, som os, men i stedet altså de mennesker, der er digitalt tilgængelige. Det er vigtigt, det her! Vigtigt hvad egentlig ligger os på sinde, hvad egentlig fylder i vores hverdag og verden, ja hvad vores hjerter hænger ved. Derfor spurgte kirken i år børnene i byens børnehaver, til deres gudstjenester i løbet af december, vi spurgte dem, hvad de mon kunne ønske sig, som ikke koster noget. Altså ingen Ipads, ingen barbier, men noget, som ikke kan købes, men kun fås. De svarede smukt. Fordi de svarede nærværende. Nogle svarede sne og en at holde i hånden. Nogle svarede at kigge på stjerner og kælke ned af bakken. Og nogen svarede; at mine bedsteforældre bliver raske. Tænk at have sans for det, når man er 4 år gammel. Det er at være nær ved hvad sker i ens nærmeste. Andre svarede; at holde jul med både mor og far. Vi ved jo godt at delte familier også spalter hjerter. Man kan ikke være nær to steder på engang. Men det forhindrer ikke at man kan ønske sig det, når man er en lille dreng. Vi forsøger efter bedste evne at hele den kile, som adskilte familier skaber i hjerterne. Vi ved at savn opstår, når den man gerne vil være tæt med, ikke er mere. Enten fordi han er død og borte, eller fordi der danses rundt om træet et andet sted. At ville være nær, men ikke kunne det, har sin egen sære smerte. Et andet barn sagde; jeg ønsker mig at jeg ikke altid bliver hentet så sent. Og det han egentlig sagde, var; Hent mig tidligt, så jeg kan være, hvor du er. Men vi har så travlt i vores voksne verden. Vi har så travlt. Og vi får så dårlig samvittighed, når vi henter for sent, når vi besøger dem på plejehjemmet for sjældent. Når vi haster gennem livet. Når vi ikke lytter til hinanden. Når vi glemmer at løfte blikket eller fastholde samtalen over bordet, måske fordi mobilen ringede. Men vi kan godt; vi kan godt skabe nærvær. Det kræver bare at vi træner. Nu tænker du nok, at du træner så rigeligt; træner i fitnessworld, træner i at styre et hjem – eller bare dig selv – træner i ikke at ryge og i at sige ja til broccoli. Men det er ikke den slags træning. Det er den tavse tomheds træning.

Vi kan prøve sammen. Nu i dag. Lad os være stille lidt. Måske mærker du det. Fornemmer det i sarte stunder. Sanser den lille blafrende flamme, det enkle lys, som med en gnist blev tændt. Gudsgnisten, gudsnærværet. Det første åndedræt, det sted inde i dig, hvor ånden er fæstnet. Der, hvor du opdagede at du er i live og at du står i forhold til det himmelske, som er tilstede, Den Højeste. Han kan, ligesom julestemningen, ikke tvinges frem. Den, der ikke tror, kan ikke besejre sig selv og komme til tro. Og begge dele er alligevel ganske nær; Gud, som vi kalder Kristus, og julestemingen. Men der skal være plads i dit liv; plads til ånd. Vi glemmer tit at stilhed og tavs tomhed kan være godt. Tomheden gør at vasen kan rumme vand og blomster en forårsdag i marts. Tomheden gjorde at Gud kunne komme til i verden og samme tomhed gør at han kan komme til hos dig. Tomhed er en åben dør, en fremstrakt hånd. Tomhed er at noget kan komme til at fylde meget mere. Og det er det, det hele handler om. Det handler om fylde. Livsfylde. Mange af os har fyldte liv, fyldte kalendere, men den fylde, der kommer indefra, fredens fylde, den kommer egentlig udefra. Julestemningen er derude; spørgsmålet er om du kan findes? For det ved vi i julen. Vi ved, det lærte december os, vi ved at vi ikke kan tvinge køen ved kassen frem, ligeså lidt som vi kan tvinge i morgen nærmere, vi kan bare afvente at dagen i dag går. Ligedan kan vi ikke tvinge os adgang til Himmelguden, men må vente på at han indfinder sig, midt i den tomhed, som paradoksalt nok alligevel var så fuld, der i Bethlehem hvor end ikke ét herberg havde plads. Aldeles opfyldt. Er der fyldt godt op i dine herberger? Når du kigger på din tilværelse, ser du så at alt, hvad kan forventes af et liv, har tjekmærker? Er der plads til andet end dig og dit i dine indre gemakker og hvad er det så henvist til staldens skygge? Vi ved det godt, vi mennesker, vi tumler med livet. Som årets julekalender lagde det i et spøgelses mund; Jeg er gerrig efter at vide mere om hvad det vil sige at være menneske, Papa.

Det er også vi. Og vi fylder på, jager meningen, tjekmærker, at vi skal lykkes. Eller måske lader det, du jager vente på sig? Jobbet, succesen, rigdommen, glæden, barnet? Jager du – efter vind, efter en fylde uden at have mærket, hvad tomheden egentlig råber efter? Du er ikke ene om at være svær at trænge igennem til, fordi der er optaget over hele linjen, mens tomheden klinger hult indeni. Det er vilkår vi alle deler.

Det er temmelig udbredt at overskriften på vores eksistens er manglende nærvær. Og uanset hvor sørgeligt det er, så er det også en åbning ind til den gode tomhed, når vi opdager at nærværet er røget sig en tur. At vi kredser om os selv og vores eget råderums muligheder. Når vi ikke lader miraklet tale til os. For lige dér, der hvor vi opdager vores egen magtgrænse, opdager at noget er ude af vores hænder, fordi det er udenfor os, der bliver plads til at en anden kan komme til. Det er overhovedet hvad kristusbarnet i krybben vil os. Spejle vores sårbarhed, udsathed, at vi er overgivet i andres hænder; som et spædbarn en kold nat i en stald. Præcis så udsatte er vi og dét opdager vi, hvis vi er nærværende. Eller rettere; vi opdager i vores fravær at Gud alligevel er nærværende. At vi kan vende vores tomhed mod ham og opnå fylde. Sand fylde. En Guds velsignet fred; på jord og i hjerter – dét er juleglæde, dét er julefred, det er kristendom. For det hele handler om at løfte blikket og være åben, modtagelig. Og dér kan det ske at julestemningen indfinder sig. Eller rettere; finder dig. At på trods af larm, og gaver, der knitrer, på trods af følelser, der er uforløste og i kraft af et øjebliks tomhed og tavshed, så med ét rammer den dig. Finder frem til dig. Sker det; så ved du, at julen fandt sit ormehul, sin tunnel til dig. Og kan julen finde dig, så kan også Gud, og dem du deler livet med, finde ind til dig. Måske fordi du løfter blikket og ser ind i en andens øjne. Fordi du er opmærksom, tilstede, fordi du er nær en, der er lige ved siden af dig. For når julen får retning og Gud får kød på, så er det noget der sker, mellem os mennesker…