Det blev en helt fantastisk debut.

Ni dåbskandidater droppede ind i den smukke gule kirke ude i skoven i Rørvig på en meget varm sommereftermiddag.

Drop In Dåben var programsat til fra kl. 16 – 19 og vi tre præster, Anders Tangaa Jensen (sognepræst i Grevinge), Mette Kvistbo Bjerrum (sognepræst i Vig) og jeg selv sad klar i fuld (uldent)ornat.

Bordet i våbenhuset var dækket med sødt, bobler og læskende drikke.

Og én efter én dukkede der mennesker op, som ønskede at blive døbt.

Nogle kom med mor og far i hånden, andre kom alene og andre igen med en hel flok af gæster, der gerne ville tage del i dåbens festligholdelse.

De, der blev døbt ved drop in dåben denne varme julidag, var fra 1 - 81 år, nogle var fastboende i Odsherred andre var på sommerferie i familiens sommerhus.

Vi tre præster nåede at få gode dåbssamtaler forud for dåben. Det var utrolig rørende at høre de forskellige livshistorier og være en del af den samtale, der handlede om troen og håbet favnet af mere end det vi selv kan favne eller favne hinanden med – den tro og det håb vi fyldes af, når evighedens viser sig i glimt og vi mærker den faste klippegrund under vores fødder, selv når alt sejler.


Vi har fået flere henvendelser om mulige andre datoer, da nogle var på ferie og ikke hjemme i Odsherred på dagen.

Og vi kan allerede nu sige, at Drop In dåb bestemt bliver en tilbagevendende begivenhed i Odsherred Provsti  - måske én både i juli og én i august, så alle har mulighed for at være hjemme, når det er muligt at droppe ind fra gaden eller stranden og blive døbt uden at have det særligt planlagt på forhånd.

Og indtil da (skal det da lige understreges) er det selvfølgelig altid er muligt at blive døbt – det kræver blot et opkald til den lokale sognepræst for aftale om dåbssamtale og en dåbsdato.